Damsbro gotlam & Russ-park

Jagga Ess - rek 1.42,1 - er hingst på Lojsta Hed 2012. Foto Mats Hallin

Længe før Vikingetiden brugte Nordboerne russ til kørsel og ridning

Foto: Toker-T GRH 14 DK / Gotland ( Guldmedalje )

Før Vikingetiden havde Nordens folkeslag i hundreder af år, brugt heste til kørsel og ridning og da Gotland lå på sejlruten til Østerled, samtidig med at Danmark havde herredømmet over Gotland i 365 år, er der god grund til at antage, at vilde Gotlandsruss også er blevet indfanget eller handlet så de indgik i Danskernes og andre Norboeres hestehold ...

Som eksempel findes ( sted ) navne som ´Russkjær´ i Danmark !

" de var små, kortstammet i Benene, saa Rytternes Ben næsten naaede Jorden. De havde et lidt groft Hoved og var temmelig lange i Ryggen, lodne, ofte med rødlig Lød, taalte godt at gå ude om Vinteren, med udvidede Hove, hvisaarsag de bar en Mand på Kærbund uden at søkke i, nøjsomme så de kunne gå på Halm alene; lige gode til Træk, Ridning og for Vogn.
Hver Mand var Ven med sin Ganger og havde oplært den i Kunster som de to var ene om, kun Parret forstod til gavns hinanden. Hestenes hele Anlæg og Rytterens Vægt gjorde at de havde udviklet sig til Travere, og her var de rappe, sikre og utrættelige; Galop slog de over i naar Rytteren lettede dem for Vægten og sprang ved siden af med en Haand i Manken, ved på den Maade at støtte hinanden vandt de over enhver Jordbund og det i Længden fortere end end med meget større Galopheste. Snart af og snart paa Hesten, det var Karlenes kunst, Skydning fra dem i Flugten, med Lanse og med Pil, Krigspuds: At hænge om på Siden af Hesten under Løbet saa man var dækket af den, men med Skjoldet ned for Hestens udsatte Flanke, at ligge død, gøre sig usynlige paa Jorden begge to, at staa oprejst paa Hesten i fuld Karriere - faldt man af var man Græsrytter " 

Af Cimbrenes saga ....

Russ - Vikingernes heste.

Foto: Liselotte Erixon - af hingsten John Russ 422
der er født på Lojsta Hed 87,  e Komet 338 & Russita 2162  - her med sine 2 sønner - der begge er født på Lojsta Hed - 
Hygglo f 05 e Pella 3201 f 89 
Hyvens f 05 e Juverina 4135 f 99.

Russ -
hesten fra Gotland: Skogsbaggar, Skogsruss, Skogshästar, Vildruss og Gotlandsruss. 
"Russ" stammer fra det indo-europæiske "ruska" i betydningen lys i huden / ædel - og Svenskerne blev dengang kaldt for russ på grund af deres høje lyse / ædle statur - og da de drog på togter østover og bosatte sig langs floderne f. eks. ved Novgerod, blev landet der, kaldt for´Russ-land´ - hvilket det hedder den dag i dag.
Finnerne kalder stadig Sverige for Routsalaina ( af russ ). 
Omtalen af den lille Skogsbagge ( = firbenet dyr ) som var deres heste, blev så til ´russ´ - i betydningen - russ-folkets heste fra Gotland.
Denne hest menes at være kommet til Gotland ved den sidste istid og har været på Gotland i over 5000 år, hvor den har levet vildt op til i dag.
Ordet Russ tager Nordboerne med sig på deres vandring sydpå, hvor det i Germanien bliver til "Rosch" i betydningen ædel hest, på engelsk "Horse" og på spansk "Rocin" i betydningen øg / krikke.
Stamfaderen til Russet er den samme som til broncealderhesten, men Russet synes at være ankommet som vildhest, efter sidste istid, uden hjælp fra mennesker.
I stenalderen var den sikkert jagt-objekt til føde, men blev også hurtigt et nyttedyr. Der er gjort fund fra den tid på Gotland, der viser at mennesket tidligt har anvendt den lille hest til forskellige formål.
Det vides med sikkerhed at denne hest blev brugt såvel som stridshest og trækhest. Russ var/er forholdsvis små i forhold til rytteren, - men stærke og udholdende.

Russet regnes i dag for en varmblodstype.

( Citat eft. historikeren Flemming Rickfors : Hesten - det store hellige dyr. )
Læs mere på:  http://www.verasir.dk

På Gotland har der været heste siden istiden. Fund er gjort fra stenalderen, i udgravninger på Stora Förvar og Stora Karlsö

Vikingernes hest i ridehæren.

Foto: Mette Kongsbach af Kongsgaards Anja

Vikingerne,
og vores forfædre før dem "Dani-folket" af "Asernes æt", - mand og kvinde, - var dygtige ryttere og havde en ridehær.
Med Adamnan loven 696 ( religion ) blev kvinder fjernet fra ridehæren, og et af vores stammes urgamle håndværk -
"den kvindelige rytter - skjoldmøen" - forsvandt.
Når man drog på togt, i krigs- og fredstid, lod man oprindeligt hestene tilbage når togtet indebar sejlads. Først i takt med skibenes udvikling i størrelse begynder man i slutningen af 800 tallet at tage 2 heste med ombord.
I slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. er der 3 heste ombord på særlige hestetransportskibe.
Som den første har Erik II Emmune ( regent 1134 - 1137 ) 4 heste ombord under anfaldet på Arkona, Rygen år 1135 eller 1136 e.Kr.
Ridehæren ser oprindeligt ud til at have bestået af 12 ryttere omkring hærlederen ( kongen ) således at det samlede antal altid var 13 - kongens tal for udødelighed. I 800 tallet indgår ridehæren i en fylkning.
Gotlandsrusset, med en stanghøjde på xxx cm, er et godt eksempel på hvorfor stigbøjlen ikke finder vej ind i vor ridehær før i 700 tallet e.Kr. Det var ikke nødvendigt at have en "stige" til og fra hesten. At hestene var små, ses på gamle billeder, hvor en stor rytters ben næsten når jorden. 
Vi red alene på mare / hopper, modsat de fleste andre stammer. Denne praksis er formentlig opstået fra den virkelighed, at en hoppe er nemmere at kontrollere under slag, end  f.eks. en hingst der lugter en hoppe i brunst. Da vor stamme, afspejlet i vor filosofi, er opbygget matriarkalsk, har denne praksis fuldt ud passet ind i vor vis at tænke på.

( Citeret eft. historikeren Flemming Rickfors: Afsnit "Ridehære - rytteri".)
Læs mere på:  http://www.verasir.dk

"Russet har kallats ett levande fornminne, och det är precis vad det är"!
( Barbro Ejemdal & Håkan Hollström i bogen "De gotländska skogsrussen")

Historie i nyere tid 1800-tallet

Foto: Bea Jakobsson - Russ-hopper med føl på Stuteri Teja

I 1859 indførtes lovpligtigt skifte af jorderne på Gotland. Gotlandsrussets græsgange i de store skove på det indre af øen, skulle også skiftes. Russet kunne ikke længere strejfe omkring som de altid havde gjort.
Markejerne ville have russet væk fra deres marker og skove da de mente af Russet ødelagde markerne og der blev derfor bedrevet jagt på dem.
Antallet af Russ forminskedes hurtigt, og i begyndelsen af 1900-tallet var der kun omkring 150 tilbage.
Man begyndte fra flere sider, at blive bekymrede for Russets fremtid og om det skulle gå som med Ölandshesten - total udryddelse.
På Klintebys ejendom, Gotland startede nogle fremsynede lokale beboere i 1880 tallet et Russ-stutteri, med et antal hopper, som bedækkedes af nr.1 i Russ-stambogen: Khediven 1. 
På samme tid avledes på nr. 2 i Russ-stambogen, - den lille tapre hingst: Olle 2, - der findes tilbage i de fleste stambøger i dag. Denne lille legendariske hingst, er en hel historie for sig selv.
I 1896 blev de første russ fremstillet til skue og premiering på Gotland og siden er det gået fremad for den lille hest. 
Læs mere på:  http://www.gotlandsruss.se og  http://www.liselottesruss.se

"Russ är en del av skogen - som en slags skogens väsen" ( citat eft.ukendt )

Historie i nyere tid 1900-tallet

( Foto fra Lojsta Hed, Gotland af Signe Kroner )

1901 etableredes 2 russ-stutterier på Gotland. Desværre samarbejdede de ikke, så det ene afvikledes og Gotlands Ponystutteri overtog hestene. Da det også lukkede overtog Löjtnant E. Botron de 72 heste og fortsatte til 1922. Da var der kun 7 hopper, en 2-års hingst og 6 ungheste tilbage, der skænkedes til Gotlands Läns Hushållningssällskap, som skulle forsøge at videreføre stammen, som vildt levende russ. Det gjorde de i samarbejde med nogle fremsynede jordbrugere og andre fra Gerum og Lojsta.
Man indhegnede et 200 tdr. land stort område - det som er vinterhagen i dag. Der udsatte man fem Russ som man havde fanget på Lojsta Hed og tre som var blevet skænket fra et af de nedlagte stutterier.
Her fik de lov til at leve i fred, og snart havde man genetableret en lille russ-stamme.
I 1943 udkom 1 ste bind af "Stambog for Gotlandsuss". I den findes interressant læsning om "Det Gotlandske Skogsrusset".
Russ-avlen levede videre på Gotland, takket være nogle få tapre Russ-avlere og lokale jordbrugere.
I dag er der stadig en entusiastisk gruppe avlere og jordbrugere der prøver, at sikre Russets fremtid som viltlevende Skogsruss.
På Lojsta Hed ved Gerum, Gotland, fødes, lever og dør, en stamme af Skogsruss endnu, - på ca. 50 hopper, med deres føl og unghopper + en hingst der slippes ud hver et par sommermåneder hvert år.
Reservatet er på 600 ha. fordelt på sommer-, høst- og vinterhagen.
Læs mere på:  http://www.gotlandsruss.se  og  http://www.liselottesruss.se

"Utegångshästarne, eller de så kaldte skogsruss - uskoede og lådne som bjørne, samt aldrig rørt af menneskehånd, strejfer rundt på marker og i skovene" ( P.A.Saves, 1800-tallet )

Gotlandsrusset er en hest!

Foto: Liselotte Erixon af hingsten John Russ 422. 
født 87 på Lojsta Hed e Komet 338 u Russita 2162

Hvorfor er Gotlandsrusset en hest?

Det er ganske enkelt fordi, det netop er de gamle hesteracer fra norden der har størst ret til navnet hest. Det oldnordiske ord var hestr og på Gotland: Russ - i betydningen russ-folketshest!
Derfor hedder det stadig hest på de nordiske sprog. Islandsk, norsk, svensk og dansk. Ordet fortæller intet om hestenes typer eller størrelse.
Ordet pony kommer fra England og stammer fra klassisk latin - Pullus - som betød ungt dyr. På fransk poulain. Navnet vandrede fra de katolske områder til Skotland, hvor det blev til powny. Betegnelsen gik videre til England hvor det blev til pony og kom der til at betyde, en lille hest under 14 hands ( 147 cm ). Pony bør bruges om små heste som hovedsagelig stammer fra England og Skotland.
Betegnelser pony har også i norden vundet indpas, som opdeling af hestenes størrelse i ridekonkurrencer og væddeløb, men har intet med racebetegnelsen på den enkelte hest at gøre.

Derfor er en - hest en hest - her i norden!

( Kilde: Marit Jonsson, Islandske heste )

"Russets historie är dunkel och fantasieggande"
( Barbro Ejendal och Håkan Hollström i bogen "De gotländska skogsrussen" )

Gotlandsruss kan blive gamle - hvis de lever sundt !

Foto: Liselotte Erixon

Marts 2010

Bonna 1824 er fyldt 40 år og er her fotograferet
med sin ejer og ven gennem 39 år, Barbro Winge, Åseda.

Bonna 1824 blev født i 1970 på ´Klintebys´, Gotland.
Hendes far er Prick 123 e Raketen 102 u Puppi 350
Hendes mor er Savanna 562 e Klipp 93 u Sara 380.

Bonna 1824 er, som mange russ fra ´Klintebys´ tigrerede og gode rideponyer.

Endnu et eksempel på, at Gotlandsruss der lever enkelt og i overensstemmelse med deres natur, kan opnå et godt helbred og en høj alder.

Olle 2 - den lille tapre hingst

Olle 2 fødes i 1879 ved Liffride i Stånga på Gotland. Han blev født i skoven og den første vinter tilbragte han med sin mor, under et halvtag til et tærskeværk, udsat for kulde og vind, oftest med snedriven som leje og kasseret halm som foder. Disse barndomsminder kan være årsagen til hans rædsel for- og bitterhed mod mennesker. Olle gik helt vild til høsten efter han var fyldt 1 år, og da hestene blev drevet sammen den anden vinter, skjulte Olle sig. Man lavede en løbesnare og fangede ham og så var det slut med friheden. Han kæmpede tappert for sin frihed og 2 fangstmænd måtte en tur på lasarettet efter indfangningen.
Han var ikke den let at tæmme og tilkøre, da han i sit 3 leveår blev købt af folkeskolelæreren og sysselmanden Erik Persson Elfner ( 1856 - 1924 ). Der skulle et par regulære slagsmål til, men efterhånden blev han føjlelig, og snart en pålidelig og trofast kammerat.
Olle var en lille sort russ-hingst med et stangmål på 120 cm og en legendarisk travkapacitet. Han findes tilbage i næsten alle russ-stambøger idag.
E.P.Elfner havde embede som "skolmästere" i Slite og Visby på Gotland, men flyttede senere til hjem Dalarne, hvor han tog Olle og andre russ med sig.
Elfner fortæller: Trods jeg har redet og kørt meget i mit liv, har jeg aldrig kendt en hest, som har været så tapper og udholdende som Olle. Der fandtes ingen bakker eller snedriver som kunne imponere ham.
Vores sædvanlige sommerferieture var: Uppsala - Sala - Säter via Falun til Leksand på 3-dagen - omkring 23 mil ( 230 km ) på disse dage. På disse rejser lærte jeg, at holde af Olle som en rigtig ven.
Olle blev udstillet første gang da han var 20 år gammel, hvor han erobrede 1-ste pris og hæderspris. Herefter vandt Olle mange priser og hædersbevisninger på udstillinger.
Elfner fortæller videre: Den 9. februar 1907 deltog jeg i en travkonkurrence ved Sundsvall. Jeg kørte derned med Olle fra Näsviken. Følgende dag skulle jeg vende tilbage fra Sundsvall kl. 6 om morgenen, og havde selskab af stor-traverne "Sleipner", "Asta", Lundins "Freja" samt en 4-årig hingst "Drott" efter "Gange-Rolf". Det var en distance på¨9 mil ( 90 km ).
Selskabet lagde ud med så høj fart, at jeg lod dem køre fra mig. Senere da jeg spiste frokost ved Njurunda, kom kom mine følgeslagere og var forbavsede over at finde mig der. De havde spist frokost et andet sted hvor jeg var kørt forbi. De bad mig nu om at køre forrest, hvilket jeg gjorde. Da Olle og jeg kørte ind i Huddiksvall kl. 8 om aftenen var der ikke andre tilbage af selskabet end hingsten "Drott", og han dækket af skum og sved. Min 28-årige Olle var kun ubetydelig varm.

Kilde: Olle, förfadern! Uddrag af artikel i "Hästen" nr. 3, årg. 3 - 1 febr. 1922 skrevet af  Liss l. Carlsson dec 1921, Härradsbygden.
Læs hele artiklen på
http://www.gotlandsruss.ifokus.se

"Olle var aldrig skoet eller halt i hele sit 35½ år lange liv" ( E.P.Elfner )

Olle 2 og Saga i tandem

Besøg af Överhovstallmästeren Greve Piper av Sövdeborg hos Erik P. Elfner der fortæller: Vi boede på 1`ste sal, og da samtalen var slut forslog Grev Piper, at vi skulle gå ud til hestene. ( Jeg havde for inden bedt min staldkarl om at hente dem ). Jeg åbnede døren og ind marscherede Olle, Flora den anden og den 2-årige hoppe Saga. De havde selv lært sig, at gå på trapper.
Jeg tog da Saga og lyftede hende op på bordet, hvor hun stod stille og beskeden. Grev Piper udbrød: " Så gammel en hestekarl jeg end er, har jeg aldrig før set en hest på et bord". "Det alene, er hele Gotlandsrejsen værd"!

Ved et andet tilfælde i Näsviken kom Olle ind i køkkenet, hvor han passede på at hapse alt spiseligt i sig. Festmåltidet har åbenbart smagt ham, for nogle dage efter kom han igen, men fandt døren låst. Dette skuffede ham, så han besluttede at hævne sig. Han gik ind i forstuen hvor der var en dør til køkkenet samt anden dør  - og gik ud igen og stillede sig på lur ved bygningens ene hjørne. Da han troede sig ubemærket gik han ind endnu engang ind samme sted - og hvad tror De jeg fandt i forstuen? Jo en bunke hestepærer ved hver dør.

1889 års vinteren var rig på sne. Det sneede uafbrudt en hel uge og alle tog var indstillede. Jeg kørte med Olle fra Uppsala til Sala, videre til Säter til Leksand. Aldrig har jeg været ude på en værre rejse, - snedrive på snedrive og koldt tillige med. Først på trediedagen af min rejse så jeg mennesker ude. Sent på aftenen 3`dag, kom jeg til Brunns Görans gård i Västerby, Hedemora. Han er en gammel god ven af mig. Jeg havde nok kunnet vække ham, men gjorde det ikke. Jeg fandt et skjul hvor jeg stillede Olle ind og forsøgte at tørre is og sne af ham. Uden for lå en halmstak fra hvilken jeg tog halm og pakkede omkring ham helt op til ryggen. Så rullede jeg mit køretæppe om mig, og lagde mig ind til Olle. Vi sov godt, til om morgenen, begge to.

Olle var 35½ år da han fik en kugle for panden. Den dag var der sorg i skolmästereboligen i Näsviken. Forbavser det nogen, om jeg bliver vedmodig ved mindet om min trofaste ven og kammerat gennem mer end 30 år, siger Erik P. Elfner

Jeg var kørt alene med Olle til hestepræmiering ved Roma Kloster. På vejen hjem kørte Grev Piper med til Visby. Hele etapen på 4 mil foregik i trav. Da vi kom frem steg Grev Piper af og tog sin klokke frem. Hans ansigt lignede et stort spørgsmålstegn da han satte klokken til øret. "Jo sannerligen går hon !"

"Vi ha nu åkt fyra mil på icke fullt tre timmar - aldrig har jag åkt så fort!" ( Grev Piper )

Historierne om Olle 2 er fra flere kilder, men stammer oprindelig og hovedsagelig fra en artikel bragt i "Hästen" nr. 3 årg. 3 udgivet i 1922 - skrevet af Liss L. Carlsson, Häradsbygden i december 1921.

Læs hele artiklen om "Olle, förfadern" på:  http://www.gotlandsruss.ifokus.se